Tro, håb og fibromyalgi

Blæst, kuling, storm og regn ....

 

Blæst, kuling, storm og regn ....

Der er et ordsprog, som siger, at der ikke findes dårligt vejr, kun dårlig påklædning! Til det, vil jeg sige, at nu, hvor jeg er blevet iklædt fibromyalgiens mange symptomer, har min krop også fået en rigtig dårlig påklædning til det, jeg vil kalde dårligt vejr.

Jeg mærker, som så mange andre med fibromyalgi, vejret i kroppen. Når lufttrykket falder, øges smerterne, og når vejret i disse dage byder på blæst, kuling og vindstød op til stormstyrke samt kraftige regnbyger, så reagerer kroppen med smerter, som mærkes helt ind i det inderste af knoglerne. Med de forøgede smerter følger også en ekstra træthed.

Det er i forvejen svært at være sprudlende energisk med en sygsom som fibromyalgi, men i disse dage er det nærmest umuligt at klare at få gjort andet end kun lige det allermest nødvendige.

Jeg vil med god samvittighed udskyde alle gøremål, som ikke er absolut nødvendige at få gjort i dag. De må vente til dage med bedre vejr og bedre krop.

I mellemtiden vil jeg på denne martsdag glæde mig over, at der er forår i luften, og over, at dagene nu er blevet mærkbart lysere og længere. Oven i dette vil jeg glæde mig til, at vejret og min krop igen falder til ro.

De bedste ønsker til alle jer, som læser med.

Merete.